Bevæggrund for at tildele din hædrende omtale: MINIMALE VIRKEMIDLER, STOR VISUEL EFFEKT.Jeg har en særlig visuel og fotografisk præference for minimale og nøgterne virkemidler. Er fascineret af hvor få virkemidler der egentlig skal til for at blive visuelt forført. Et fotografi behøver i min optik ikke være et overflødighedshorn af symboler, poetiske detaljer eller en overordnet fortælling for at tiltrække sig opmærksomhed og berøre en. Jeg bliver ofte selv overvældet af enkeltheden som visuelt fænomen, – det være en farve, en form eller en struktur, der pludselig lever deres helt eget liv uafhængig af funktionalitet og hverdagskontekst. Fotografiet med de trefarvede murflader – gul, rød og hvid – mod en klar blå himmel finder jeg visuelt tiltrækkende og det fortjener hædrende omtale. Billedet udgør en vellykket stram komposition og farvemæssig helhed. Der er en insisteren på farvefotografiets kvaliteter samtidig med at motivet i bogstavelig forstand er en farveleg. Hvem er bange for rød, gul og blå (Who’s Afraid of Red, Yellow and Blue) kaldte den berømte amerikanske maler Barnett Newman et af sine kæmpestore malerier fra 1967. Hvem er bange for farver? Behøver man at frygte farver? Han gjorde farven til et helt selvstændigt element i sit maleri. Ros til fotografen for et puristisk blik og objektivitet. Billedet er et begivenhedsløst, ja nærmest trivielt, motiv der langsomt kommer til syne for os gennem fotografens integritet og insisteren på at skildre verden i store.

Billedet minder mig om en plakat, jeg havde i min ungdom. Den havde titlen Boulevard of broken dreams. Måske kunne det her billede få titlen: ”The broken dreams of the square”.

Vi ser en ældre mand sidde afslappet på en bænk på et torv. Rolig sidder han der og ruger over noget, som vi gætter. Han sidder med korslagte ben, vendt 3/4 med siden til. Vender ansigtet mod den modsatte side af vejen. Personen er vinterklædt – et par nissebukser – tobakspiben. Han er den eneste person på billedet. HAN – det ved jeg jo faktisk ikke noget om! Fotografens leg med lyset gør, at man ikke kan se den smule af ansigtet, over kraven, under huen. Solen skinner på ham.

Den anden side af gaden ligger i skygge. Er han en person, der har levet sit liv på solsiden? Jeg tvivler. Trætte sko, bukserne smøgede op, så de stumper. Han sidder i forgrunden, i hel figur, og kigger over mod et solcenter. “Beauty tan”, står der. Smuk hud. Har han en snert af jalousi? Kigger han med længsel mod en svunden tid, da han selv var en flot ung kvinde med beauty tan? Eller kigger han med afsky? Nej, nej. Han har jo øjenkontakt med den smukke kvinde inde bag butiksvinduet.

Ved siden af er der et skilt, LOEWEN. Kniber man øjnene sammen kan det godt stå LOVE. Man ser bare ikke så klart med sammenknebne øjne. Billedet er beskåret i siderne med to runde genstande. En pullert til venstre og et brøndrør til højre. Pullerten kaster lige så lang skygge som den er høj 1:1. Den ene genstand afviser alt, bortset fra nissehue.